Fremtid

Tema: Gud vil, vi skal skabe en god fremtid, og han er med os hele vejen.

Fremtid - min egen, de andres og verdens.

For langt hovedparten af konfirmanderne er fremtiden spændende, mens ca. hver tredje ung i 7.-9. klasse oplever, at fremtiden lyder skræmmende. Som udgangspunkt er der her en stor kønsforskel. 37 pct. af pigerne oplever, at fremtiden lyder skræmmende, mens det gælder for 20 pct. af drengene.

Når børn og unge tænker på deres fremtid, er der tre områder, der især bekymrer dem. De er bange for ikke at få et job, når de bliver voksne, de er bekymrede for krig og terrorangreb og de er bange for klimaforandringer.

en ung forklarer det på denne måde: ”Livet kan være som et usamlet puslespil, fordi det er lidt sådan, at du skal tænke dig om, når du skal have brikkerne til at falde på plads, og nogle gange falder de slet ikke på plads”. Og en anden: ”der er en masse veje, der er åbne, og jeg kan vælge alle de veje, jeg vil – men det er svært at vælge, hvilken vej jeg skal vælge.”

Gør noget, men overlad de store bekymringer til Gud. 

Børn skal gerne føle at de kan gøre noget, men at det ikke er deres ansvar. Gud har givet os mennesker ansvaret for jorden. Men vi er ikke overladt til os selv. Kristendommmens svar på de helt store udfordringer i verden er at vi skal gøre hvad vi kan, men stole på at Gud har styr på de helt store linier. Vi kan ikke alle være Gretha Thunberg eller Gandhi. Og det forlanger hverken Gud eller mennesker af os. 

Det er et vigtigt emne, og det er væsentligt at de finder frem til måder de kan deltage i at gøre verden bedre, men uden at ansvaret ligger på deres skuldre. Det er også vigtigt at kirken ikke bare siger at vi vil passe på jorden, uden at viser en konkret vej til hvad vi kan gøre. Og det vel vidende at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at gå til problemet på, og at bibelen ikke giver præcise anvisninger til det.