Treenighed

Kort sagt til børn

Treenighed betyder, at Gud kan have tre forskellige hatte på. Den ene er Gud Fader, den anden er Gud Søn og den tredje er Gud Helligånd. Uanset hvilken hat Gud har på, er det den samme kærlige Gud.

Teologisk refleksion

Treenigheden er den kristne, teologiske lære om at Gud er ét væsen, men tre personer. Han giver sig til kende for os mennesker på tre forskellige måder: som Gud Fader, som Gud Søn og som Gud Helligånd.

I Det Nye Testamente findes der ikke som sådan en lære om treenigheden, men den treleddede formel ’Faderen, Sønnen og Helligånden’ findes flere steder. Vi kan ligeledes læse om Gud som Jesu Kristi guddommelige Fader, som Jesus Kristus selv og som ånden, der vidner om Jesu guddommelighed. Men det var først i oldkirken, at en egentlig treenighedslære blev udformet, og at kirkens bekendelse til den treenige Gud fik sin form i den apostolske trosbekendelse.

Med treenighedslæren bliver Guds evige væsen som kærlighed udfoldet – kærligheden mellem Fader, Søn og Helligånd, men også Guds herredømme over historien, for så vidt som Gud er både skaber, opretholder og den, der kommer. Samtidig udfoldes det, at Gud netop som treenig i evighed er én.

Bibelen om treenighed

Dåbsbefalingen: Matt. 28,19

- Den apostolske velsignelse: 2. Kor. 13,13