Dåb
Kort sagt til børn
Dåben er en gave fra Gud, og den kan enhver få. Gaven er, at vi altid vil have fællesskab med Jesus Kristus og alle andre kristne.
Teologisk refleksion
I evangelierne kan vi læse om Johannes Døberen, der døbte ved Jordanfloden. Vi kan også læse, at der efter ham ville komme én, der døbte med Helligånd, nemlig Jesus. Og det er den dåb, vi kender fra kirken i dag.
Når et barn eller en voksen bliver døbt, bliver det døbt med vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vandet er en synlig handling og symboliserer renselse, idet vandet renser den døbte og den døbte bliver skænket syndernes forladelse.
Udover den synlige handling finder også en usynlig handling sted, nemlig at Gud giver den, der døbes, Helligånden. Vandet har ikke i sig selv en forvandlende kraft, men det er Guds ord, der ved vandet virker. Når dåbsordene har lydt og vandet, der er et billede på, at Gud giver os nyt liv, hældes over den døbte, bliver den døbte sat ind i et fællesskab med Jesus Kristus og alle andre kristne.
I dåben velsignes den døbte med korsets tegn og får herigennem et løfte om, at Gud altid vil elske og passe på den døbte, og at intet ondt skal skille den døbte fra Gud. Den døbte vil for evigt være en del af kirkens og alle kristnes fællesskab og ikke kun være sine forældres barn, men også et Guds barn.
Dåben er et af folkekirkens to sakramenter.
Bibeltekster om dåb
- Johannes-dåben: Matt. 3,5-12
- Jesu dåb: Matt. 3,13-17
- Jesus og de små børn: Mark. 10,13-16
- Dåbsbefalingen/Missionsbefalingen: Matt. 28, 16-20