Skabelse

Kort sagt til børn

Alt hvad der er på jorden, er blevet lavet af én. Gud kaldes for verdens skaber. Han er den, der har skabt jorden og alt, hvad der er på jorden: naturen, mennesker, dyr m.m.

Teologisk refleksion

I Bibelen kan vi læse, at Gud skabte jorden og alt hvad der er derpå - naturen, mennesker og dyr – på seks dage. Nogle tror på, at Gud skabte jorden på seks dage, andre tror på, at dét, at Gud skabte jorden på seks dage er en symbolsk måde at sige, at Gud står bag jordens skabelse. At jorden blev skabt af og opretholdes af en guddommelig skabermagt, er den teologiske tilgang til skabelse og en måde at fortolke verden på.

En anden tilgang til skabelse er den videnskabelige, Big Bang, hvor livet udviklede sig gennem selektion og tilpasning. Denne tilgang vil forklare verden. Den teologiske og den naturvidenskabelige tilgang kan siges at være et supplement til hinanden.

I kristendommen lærer vi, at mennesket er skabt i Guds billede, hvilket betyder, at alle mennesker har lige stor værdi. Alle er unikke skabninger og er sat ind i en større sammenhæng – ingen er skabt til at leve alene, men til at leve i et fællesskab med andre.

Vi vil altid være under Guds skabermagt og være hans skabninger. Gud er for evigt en skabende Gud, der vil det bedste for den skabte jord.

Bibelen om skabelse

Gud som skaber og opretholder i GT: 1. Mos. 1-2; Sl. 8;

- Gud som skaber og opretholder i NT: Luk. 12,22-31