Due

Kort sagt til børn

Når vi taler om, at vi ønsker fred i verden, kan vi tegne en due som symbol for fred. Duen er nemlig et kendetegn for fred.

Teologisk refleksion

Duen er et kristent symbol for Helligånden, men samtidig er den også et universelt symbol på fred.

I Bibelen kan vi læse om duen i Det Gamle Testamente, hvor duen sendes ud fra Noas ark for at finde tegn på liv efter syndfloden. Den kommer tilbage med en olivengren som et tegn på, at der nu er fred og at jorden igen er beboelig. I Det Nye Testamente kan vi læse om duen i forbindelse med Jesu dåb, hvor Helligånden kommer til Jesus i skikkelse af en due.

Duen som symbol på fred henviser til den nye begyndelse, som kristendommen mener altid følger der, hvor Helligånden er.

Bibeltekster om duen

- Noas ark: 1. Mos. 8,8-12

- Jesu dåb: Matt. 3,13-17