Nåde
Kort sagt til børn
Nåde er få noget gratis. Vi får kærlighed fra vores forældre som en gave og uden at have bedt om det.
Teologisk refleksion
Nåde betyder ’gratis’ og vil sige, at vi får noget uden grund.
I Det Gamle Testamente viser Guds nåde sig bl.a. ved, at han ser igennem fingre med sit folks Israels synder og overtrædelser. I Det Nye Testamente er nåde betegnelsen for Guds ubegrundede og ubetingede kærlighed og tilgivelse til os mennesker. I evangelierne nævnes nåde sjældent af Jesus selv, men det er ikke mindre nåde, der er kernen i hans liv og handlinger. Det var nåde - af kærlighed, at Gud lod sin søn føde som menneske og dø på korset for igen at opstå, så alle vores synder skal blive tilgivet.
Vi mennesker er syndige mennesker, der til tider vender os bort fra Gud og vores næste. Men Gud kender os og ved, at vi ikke er perfekte eller fejlfrie mennesker. På trods af det siger Gud igen og igen til os hver især: jeg er dig nådig. Det betyder, at vi ubegrundet, ubetinget og ufortjent får hans kærlighed og tilgivelse givet for vore synder.
Vi kan ikke gøre os fortjent til at få nåden; Guds kærlighed og tilgivelse. Vi får den af intet, helt gratis. Nåden kan kun modtages som en gave, dette takket være Jesu Kristi død og opstandelse. Som en gave og som det, der giver os håb, skal vi tage imod nåden.
Bibeltekster om nåde
- Om nåde i GT: 2. Mos. 33,12-23
- Om nåde som tilgivelse i NT: Luk. 15