En nøgle

 

Evangelium: Joh 17,1-11

 

Kære konfirmander!

Der er en historie, jeg gerne vil fortælle jer. Jeg fortalte den også til jeres klassekammerater i søndags, så der er flere af jer, der har hørt den før, men I får den altså alligevel.

Det er en historie, der tager sin begyndelse i Spanien for over 500 år siden. For her besluttede man i 1492, at alle jøder skulle smides på porten. Man ville simpelthen have, at de forlod landet. Ellers ville de blive slået ihjel.

Der var en jødisk familie i en by, der hed Toledo. De var en far, en mor, to sønner og en gammel bedstefar. De forlod deres hjem, de kunne stort set ikke tage noget med sig, og efterlod det meste i huset. Men da den gamle bedstefar drejede nøglen til huset, stak han nøglen i lommen som om han bare skulle et ærinde i byen og kom hjem til aften. Men tilbage kom han aldrig.

Sammen med mange andre jøder endte familien i Spanien. Og der havde de det godt, fik lov til at udleve deres religion. Men særligt bedstefaderen savnede det gamle liv hjemme i Spanien, hjemme i Toledo.

Derfor indførte han en ny tradition. Hvert år ved påskefesten tog den gamle mand nøglen til huset i Toledo frem, og så begyndte han at fortælle om slægtens liv hjemme i Spanien. Og så sluttede han med følgende ord: "Vi har et hus i Spanien. Her er nøglen til det [vis nøgle fra Lindeballe]. Pas godt på den, så vi en dag kan vende tilbage. Husk vores hus i Toledo!"

Og efter hukommelsen lavede han et kort over Toledo med gaden og huset, hvor de havde boet, så familien kunne vende tilbage. Og kortet og nøglen gik i arv til hans søn og videre til dennes søn osv. Hvert år til påske blev nøglen og kortet vist frem, og historien om huset hjemme i Toledo blev fortalt. Man fortalte om det andet hjem, om den fælles fortid. En gammel rusten nøgle blev et symbol på et hjemsted et helt andet sted, et sted hvor forfædrenes grave fandtes, og hvor familiens sprog blev forstået og talt af alle.

Nøglen gav frihed, og den gav håb. For lige meget hvilke trængsler man mødte, så havde man en nøgle til en anden virkelighed, en ny mulighed, et andet hjem.

Kære konfirmander! Det har I også. I har også en nøgle til en anden virkelighed! I fik den, den dag I blev døbt. Da I blev født, da blev I danske statsborgere. I fik ret til at kalde jer danskere, I fik ret til at få jer et rødbedefarvet pas, og når I om nogle år bliver 18 år, så får I ret til at stemme ved folketingsvalg og andre valg.

Men da I blev døbt, da fik I endnu et statsborgerskab. I fik et statsborgerskab i himlen, I kom til at høre Gud til, I fik en nøgle til Guds verden, og det er den nøgle, vi her på jeres konfirmationsdag tager frem og kigger på. Nøglen til en anden verden.

Det er nogle ret svære tekster, der er evangelietekster her mellem påske og pinse. Og det gælder også den tekst, jeg læste her fra alteret. Der er bare en enkelt sætning, jeg gerne vil tage frem, hvor Jesus også taler om den her anden verden. Jesus siger nemlig: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus". Det evige liv er at kende Gud, at kende Jesus.

At kende Gud, hvad vil det så sige? Man kan jo kende på forskellige måder. Man kan have læst teologi på universitetet i årevis, sådan som jeg har gjort. Have læst tykke bøger om Gud, have lært græsk og hebræisk for at kunne læse Bibelen på originalsprogene. Men er det at kende Gud? Nej, det er det faktisk ikke. Da Hanne, min kone, og jeg, vi så småt, for efterhånden mange år siden, begyndte at kæreste lidt, da tænkte jeg, at hende Hanne, hende kunne jeg godt tænke mig at lære bedre at kende. Men det betød jo ikke, at jeg var interesseret i at vide, hvilken størrelse sko, hun bruger, eller hvad hendes CPR-nummer er. Nej, jeg ville lære hende personligt at kende, jeg ville have hendes fortrolighed, hendes tillid. Og på samme måde er det med dét at kende Gud. Jesus taler ikke om at udvendigt kendskab, om fakta og teori, nej, han taler om et personligt forhold, en relation. Det evige liv er at kende Gud. At leve med Gud.

Og det betyder jo også, at den nøgle I har fået, den gælder ikke bare til en eller anden gang om lang tid, til en helt anden verden fjernt fra denne verden. Nej, nøglen, I fik i dåben, den gælder også til en verden nu og her, som I må leve i.

Nogle gange, så har det været lidt småkedeligt, at gå til præst, det er jeg godt klar over. Men jeg ved også, at for flere af jer, så er det som om en lidt større verden har åbnet sig over jer. En verden, hvor Gud er. Konfirmationen er ikke bare en stor fest. Selvfølgelig er den også det, og I har bare at nyde det hele. Men for flere af jer er konfirmationen også en ærlig og redelig bekræftelse fra jeres side, at det her, det tror I på. At den nøgle, som I fik i jeres dåb, den vil I blive ved med at bære med jer og bruge.

Og det er det, der skal være mit ønske for jer her på jeres konfirmationsdag. At I aldrig må glemme den nøgle til Guds store verden, som I fik i dåben. I er unge teenagere. Livet ligger klar foran jer. Gå ud og lev livet. Men se aldrig bare på jer selv. Se opad mod Gud, og se udad mod de mennesker, I lever sammen med.

I har fået adgang til Guds rige, det evige liv. I har en nøgle. Husk den, brud den. Og hav en rigtig dejlig dag.

Må Gud velsigne jer, kære konfirmander!

Amen