Moesgaard Museum: 'Vores ritual' - forbundne i fællesskabet

Beskrivelse

’Vores Ritual’ er et undervisningsforløb vi har udviklet med særlig fokus på de mange konfirmandhold vi har besøg af her på Moesgaard Museum. Forløbet fokuserer på eleverne selv og deres ærlige svar og personlige perspektiv. De kommer bl.a. til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de selv er voksne eller børn, og reflektere over, hvorfor de svarer som de gør. Derudover bevæger vi os igennem kulturelle og historiske forskelle på børn og voksne og de skift, fællesskaber og ritualer, der er repræsenteret i flere forskellige af udstillingerne på museet. Alt sammen er med fokus på eleverne selv, deres perspektiv og deres input. Alle kulturer har overgangsritualer, og til alle tider har man skelnet mellem børn og voksne; eleverne får indblik i hvordan, hvorfor og hvorledes det kan oversættes til deres eget liv og den virkelighed de befinder sig i, med konfirmationen som en brik i puslespillet. Forløbet giver eleverne mulighed for, ud fra deres eget perspektiv og udgangspunkt, at forstå overgangen fra barndom til en del af de voksnes rækker, indtræden i et fællesskab og hvad overgangsritualer er, og hvorfor man har dem.

Pris

900,00 DKK for et forløb á 1 times varighed. Entré til museet er gratis for både elever og undervisere i forbindelse med besøget.

Hvor?

Moesgaard Museum

Moesgaard Allé 15, 8270 Højbjerg

Kontaktoplysninger

Afdelingen for Oplevelse og Læring

Mail: undervisning@slet-dette.moesgaardmuseum.dk

Telefon: +45 29280602

Web: https://www.moesgaardmuseum.dk/besoeg-os/for-skoler/forloebene/vores-ritual/

Reference

”Jeg har gennem mange år brugt at besøge Moesgaard Museum med konfirmander, sammen med en lærer fra skolen. Den 20. september 2023 oplevede vi ”Vores Ritual”, der meget imponerende knytter fine tråde til fortid og nutid, og giver konfirmanderne en følelse af at være forbundne med fortidens slægter meget langt bagud, og da vi så Grauballemanden, var der en hel anderledes seriøsitet over det, tænkte jeg. Også besøget i stavkirken var anderledes, end det plejer at være. Det var en fornem perspektivering og en god oplevelse for os alle sammen.”

Jan Brogaard, sognepræst Gudumholm-Lillevorde pastorat