Skibet
Tema: Håb
I mange danske kirker hænger der et skib, og ofte omtaler vi kirkens hovedrum som skibet. Blandt unge med ringe tilknytning til sejlads og søfart er der her nogle mellemregninger, man bliver nødt til at folde ud for dem. Skal man forstå billedet fuldt ud, vil det nok kræve en tur med en fiskekutter i høj sø. Man kan måske pege på at være alene, forladt og isoleret som i en Coronatid, overladt til naturen. Men vi er ikke alene båden - vi er i et fællesskab med Kristus som centrum.
Inspiration
Håb er et menneskeligt grundvilkår og en vigtig drivkraft, som vi ikke kan undvære. Håb er at tro på livet – at tro på det, Gud har lovet, og at han vil holde det.
Håb kan være at håbe på noget konkret, som fx at en bekendt må blive rask. Men håb kan også være mere abstrakt, hvor vi fx håber på fred i verden. At vi kan håbe, gør noget ved os. Håbet er med til at give vores liv mening. På trods af krig, sorg og ulykke har vi håbet – håbet om bedre tider og nye muligheder. Det håb giver livet mening og kan sætte forandringer i gang, give frimodighed og åbne nye perspektiver.
Paulus knytter tro, håb og kærlighed sammen som de tre vigtigste ting i kristendommen: Troen på Kristus, hans liv, død og opstandelse. Håbet om det, han vil gøre i fremtiden. Kærligheden, der er det, Gud handler ud af, og som kristne skal leve af.
Aktiviteter og forløb
Nedenstående forløb har det sigte at koble skibet til håbsbegrebet, men også at sætte en samtale i gang om, hvad konfirmanderne selv håber på evt. udtrykker det med håbsposer.