Rapportens indhold

Kapitel 2 sætter konfirmationsundervisningen ind i samfundsmæssige såvel som den ungdomskulturelle ramme, den skal forstås ud fra. Kapitel 3 giver nogle bud på dannelsen og udviklingen af den unges religiøsitet og flere bud på, hvad religiøs dannelse betyder i dag. Kapitel 4 og 5 er selve undersøgelsen med fokus på hhv. konfirmandernes religiøse udgangspunkt og selvforståelse, gudstro og gudsforestilling, og de motiver og forventninger de kommer til undervisningen med. Kapitel 6 samler op, diskuterer og perspektiverer, og kapitel 7 kommer med konkrete, brugbare didaktiske overvejelser til undervisning af konfirmander, herunder de forskellige alderstrin, man kan undervise konfirmander på, og drenge-pige- problematikken.

Den religiøse dannelse

Den stigende fokus på religion, tro og spiritualitet i det offentlige rum har for mange ført til en erkendelse af, at vi mangler sprog til at indgå i en samtale med andre religioner. I den sammenhæng skal de unge konfirmeres, og det er derfor vigtigt, at de udrustes til at kunne indgå i en sådan diskussion, altså blive religiøst dannede og udrustede.

Det kan reelt i forhold til konfirmationsundervisningen betyde mange ting, og rapporten peger på mange vigtige overvejelser om, hvordan vi skal danne de unge religiøst. Handler vores undervisning hovedsageligt om kirke-socialisering, altså træning i at gå i kirke med fokus på at lære ritualer, Fadervor og kirkeåret at kende, eller vil vi i højere grad udstyre dem med evnen til at reflektere over de store spørgsmål i forhold til den hverdag, de lever i? Og hvordan gør vi det?

Kristendommen som en religion blandt mange

Kristendommen er i dag én blandt mange andre religioner, og det har gjort, at den store kristne fortælling er blevet én blandt mange fortællinger, der leves af dem, der fortæller den. Religion er blevet noget, man vælger til, hvis der er behov for det, og troen er blevet en privatiseret tro, en patchwork-tro, hvor de elementer, der kan indgå som meningsfulde for den unge, benyttes, og de andre lades tilbage.

Det betyder, at man i undervisningen i langt højere grad med fordel kan begynde med de små historier og i de relationer, som kristendommens grundbegreber udtrykkes i, for derefter at knytte an til den store historie. Det er nødvendigt at starte der, hvor de unge har nogle erfaringer og et sprog, så de kan sætte ord på. F.eks. kan etiske problemstillinger i langt højere grad tage afsæt i de nære relationer, end i universelle problemstillinger som krig, død osv.

Ungdomstiden er afklarings-tiden

Ungdomstiden er den tid, hvor man enten afklarer sig positivt eller negativt i forhold til den religiøse dimension, og udfaldet afgøres af, om religionen giver en brugbar fortolkning i den fase, man befinder sig i i livet. Konfirmandundervisningen lever op til forventningerne hos den halvdel af konfirmanderne, der forholder sig positive over for kristendommen, mens den anden halvdel ikke rykker sig i forhold til deres udgangspunkt.   

Motivation og begrundelse for at blive konfirmeret – mere end blot…!

I rapportens 5. afsnit behandles konfirmandernes forventninger til undervisningen. Den viser, at de unge gerne vil konfirmeres, fordi det er vigtigt over for især familien at vise, at de selv vælger deres tro. Troen på Gud og konfirmationen som en tradition betyder også meget, og først på femtepladsen over begrundelser kommer festen og gaverne.

De unge forventer også at blive afklaret om, hvad man tror på, at lære noget om kristendom, og at forstå gudstjenesten bedre. Undersøgelsen viser, at de unge får meget viden med sig omkring kristendom, kirke og gudstjeneste, mens mange oplever, at de ikke får afklaret deres tro. 

Store forventninger

Konfirmanderne har store forventninger til tiden i kirken, både på det sociale og faglige plan. Topscoreren i undersøgelsen er at få gode oplevelser sammen, og på andenpladsen kommer at få mere viden om Gud.

På tredje- og fjerdepladsen kommer mere viden om Bibelen og Jesus, og på femte- og sjettepladsen hhv. at blive ”bedre” til at tro på Gud og få gode oplevelser i gudstjenesten. At diskutere tro og religion, blive bedre til at vælge mellem godt og ondt og få gode diskussioner indtager de sidste pladser, mens ca. 12 % af de unge ingen forventninger har. 

Undersøgelsen viser også, at der sidder en gruppe på 9-12 %, som vi reelt ikke når med de typer af undervisning, der tilbydes, og at to tredjedele af den gruppe er drenge. Vi kan med fordel udvikle kønsdifferentieret undervisning og undervisningstilgange, hvis vi også vil forsøge at nå den gruppe.

De religionspædagogiske udfordringer

Rapporten peger på, at der er behov for at lægge vægten nye steder i forsøget på bedre at ramme de unge. Der skal øget vægt på kommunikation og formidling af tro, redskaber til den religiøse samtale, hverdagshandlinger, der viser den religiøse dimension, kønsbestemte forskelle med fokusering på drengetilgang til undervisningen og at uddanne præsterne til at blive bedre undervisere.  

Formidling af tro og bedre kommunikation

Undersøgelsen viser, at ca. halvdelen af konfirmanderne troede på Gud ved undervisningens begyndelse, og det tal ændrer sig i negativ retning ved undervisningens afslutning på trods af, at en stor del af konfirmanderne forventede, at der blev skabt et grundlag for bekræftelse af troen. Der sker altså en afvikling af troen i det år, de unge går til undervisning, i stedet for en udvikling.

Religiøs praksis

En stor gruppe af konfirmander oplever ikke at få en religiøs praksis med sig fra undervisningen. Bl.a. er bøn hverken før, under eller efter konfirmationstiden noget, konfirmanderne bruger meget tid på i deres hverdagsliv, og overordnet set viser undersøgelsen da også, at undervisningen, som den foregår ude omkring i stiftet, ikke lægger så meget vægt på at give konfirmanderne den religiøse praksis med.

Den religiøse praksis er en vigtig udtryksform for unge, der ved hjælp af deres krop og udseende ellers er i stand til at udtrykke deres identitet og holdninger. Men i kirken får de unge altså ikke redskaberne til at udtrykke deres tro.

Udfordringen for underviseren

Udfordringen for underviseren bliver i høj grad at give konfirmanderne et sprog, hvori de kan udtrykke deres tro. Det kan ske gennem ritualer, der er meningsfulde for de unge, gennem hverdagshandlinger, som de unge kan tage med sig ud af kirken og ved at gøre de ting, vi underviser dem i. Især for drengene er det vigtigt, at undervisningen bliver mere handlingsorienteret, konkret og kropslig.

Gør det sjovt at undervise

Rapporten her er et stort skridt hen imod sådan som det burde være – dejligt at undervise konfirmander. Vi er som kirke meget privilegerede, at vi får kontakt til 75 % af en ungdomsårgang, og rapporten her kan hjælpe os til, at vi giver dem den bedst mulige undervisning, som også er brugbar for dem, når de er blevet konfirmeret. 

Stinna Ahrenst, religionspædagogisk konsulent, Roskilde stift