At sætte ord på

At sætte ord på hvad jeg tror på er et af de nyere konfirmandmaterialer, der kan dække et komplet årsforløb. Materialet består af Underviserens Bog og Konfirmandens Bog.

Forfatterne tager afsæt i de nyere pædagogiske erfaringer omkring undervisningsformer for de 13-15-årige. Disse erfaringer smeltes ind i kirken, gudstjenesten og bekendelsens kontekst, for at skabe et materiale der vil signalerer at pædagogisk undervisning og kristen kateketik kan gå hånd i hånd.

Materialet tager udgangspunkt i et projektorienteret konfirmationsforløb. Dette betyder, at materialet lægger op til at man afslutter forløbet med et større projekt (6-7 dobbeltlektioner), der afsluttes med at konfirmanderne fremviser deres projekter.

Forfatter:

Signe Rørdam Thomsen, Lene Sander og Lars Nymark

Forlag:

Eksistensen - klik her

Type materiale:

Komplet konfirmandforløb

Udgivet:

2009

Dele:

Underviserens Bog og Konfirmandens Bog

Temaafsnit

  • Kirken og gudstjenesten
  • Gud
  • Jesus Kristus
  • Dåb og bøn
  • Nadver
  • Kristent liv
  • Projektforløb

Opbygning

Alt efter hvor lang tid man bruger på materialets temaer og på afslutningsprojektet er der minimum lagt op til et forløb med 26 dobbeltlektioner, og flere af temakapitlerne kan dække mange lektioner.

Underviserens Bog har 3 hoveddele:

 

Del 1) Baggrund

-          Her gennemgås i 7 kapitler bl.a. hvordan man kan bruge materialet, materialets mål og sigte, projektarbejde som metode i konfirmationsforberedelsen, præsentation af undervisningsformer der bliver brugt i materialet m.m.

Del 2) Undervisningsvejledning

-          Her gennemgås i detaljer forslag til hver enkelt gang. Til hver dobbelttime gennemgås: Mål, Materialer, Arbejdsformer, Selve lektionens forløb (herunder eventuelle delmål) og kommentar til undresætninger. Desuden er der en sides beskrivelse og overblik til hvert af de overordnede temaer.

Del 3) Projektforløbet

-          Her gives en overskuelig gennemgang af hvordan man afvikler et større projekt med konfirmanderne, herunder projektets faser delt ud på lektioner.

 

Konfirmandens Bog præsenteres som et elevhæfte som konfirmanderne kan erobre hver især. Der lægges op til at man skriver og tegner, også mere end det man lige bliver bedt om.

Udover temasiderne er der en porteføljedel til hvert hovedtema hvor konfirmanderne selv, med hjælp fra spørgsmål og stikord, kan tage noter.

Sidste del af Konfirmandens Bog er reservert til projektarbejdet, hvor konfirmanderne får forskellige værktøjer til at arbejde med deres projekt.

Materialets styrke

  • Gennemarbejdet
  • Gennemført
  • Let at gå til
  • Klar opskrift på stort afslutningsprojekt
  • Giver konfirmanderne ejerskab
  • Får konfirmanderne til selv at tænke over deres tro

Kommentarer:

Sognepræst Anja Carlsen Mindstruplund (kbf.), Vær-Nebel Sogn

 

”Dette er første gang jeg bruger konfirmandmaterialet At sætte ord på hvad jeg tror på. Jeg valgte materialet fordi jeg havde været på kursus hos en af forfatterne til Materialet, Lars Nymark, og blev introduceret til materialet dér.”

 

”Indholdsmæssigt er materialet meget omfattende, så jeg bruger ikke det hele hver gang. Min undervisning følger en god blanding af materialets forløb og mine egne ideer.”

 

”Materialet er særdeles gennemarbejdet, lige at gå til og præsenterer et konfirmandforløb hvor man kan gå metodisk frem efter bogens ideer og opgaver.”

 

Sognepræst Steen Frøjk Søvndal, Grindsted Kirke

 

”Jeg gik i gang med at bruge At sætte ord på hvad jeg tror på næsten lige efter det udkom. Så dette er 2. år jeg underviser konfirmander ud fra materialet. ”

 

”Jeg bruger hovedsagligt materialet som et skelet til mit konfirmandforløb, dvs. at jeg følger opbygningen i At sætte ord på… men gerne fylder på med mine egene ideer eller inddrager andre materialer.”

 

”Materialets styrker er udtrykt i dets titel, der meget sigende siger at konfirmanderne selv skal sætte ord på. Samtidig kan de bruge arbejdsbogen ret frit og bliver selv sat i gang med at tænke over og forholde sig til troen.”