Om dåb af konfirmander.
Jeg har omkring 100 konfirmander om året.
For dem gælder det, at mindst en tredjedel ikke er døbt, når de begynder at gå til præst i august
I denne sæson ender jeg med at have døbt omkring 37.
Jeg planlægger altid de første konfirmanddåb 2. og 3.lørdag i advent.
Det gør jeg af stratetiske og pædagogiske overvejelser.
Dels er kirken pyntet til jul, der er kendte salmer, som man endnu ikke er træt af, og der er ikke så mange andre dåb disse lørdage.
Rent pædagogisk har konfirmanderne gået til præst så længe, at langt de fleste har bestemt sig.
Jeg har omkring 100 dåb om året, langt de fleste på lørdage.
Så til dåb af konfirmander, hvor antallet pr. advents lørdag ligger omkring 10-14, bruger jeg sådan set bare den dåbsgudstjeneste liturgi, jeg altid bruger.
De, der skal døbes spilles ind, hvis de vil.
Det er lidt med forskel. En kendt salme, og med kendt mener jeg kendt: I østen eller Et barn er født.
Så læsning af prædiketekst, som regel Matthæus 3,13-17.
En prædiken i direkte tiltale til de konfirmander, der skal døbes: Jeres første store valg, hvad betyder det at vælge kristentro til, og så om den store frihed syndernes forladelse giver i ens liv.
Og jeg er IKKE pinlig! Humor er en rigtig fin måde at møde konfirmanderne på.
De sidder samlet på forreste række af kirkebænke i den side, hvor døbefonten er.
Jeg bruger ikke alteret men bliver hos dem på en sidebænk.
Dåbsritualet er som det er, og jeg oversætter lidt undervejs, så de er med.
Når vi når til selve dåben, inviterer jeg alle, dvs familie og venner med op til døbefonten. Også selvom vi ofte er omkring 100 eller flere.
Ved døbefonten sker korstegning, dåb og velsignelse af den enkelte, mens trosbekendelse og fadervor er fælles. Nøjagtigt som til konfirmation.
Konfirmanderne bestemmer, hvor mange billeder, der må tages.
Når alle er døbt, og vi alle sammen har bedt fadervor, siger jeg lidt til vidner/faddere og forældre, og understreger at netop fadderforpligtelsen er vigtig i forhold til teenagere. De har så meget brug for et voksennetværk, der ikke er deres forældre. Det er jo forældrene teenageres oprør skal rette sig imod. Det kræver gode faddere!
Så lyser jeg velsignelsen ved døbefonten, alle sætter sig igen, og vi synger sidste salme (kun to i alt☺️)
Når så konfirmanderne, der er blevet døbt spilles ud af kirken, så går vi ikke ud, men hen til et bord dækket med sodavand og lækkerier inde i kirkerummet. (Vi har et stort kvadratisk rum, hvor der er masser af plads i sideskibe). Der er kaffe og et glas vin til de voksne, og så fortsætter vi i kirken en times tid til halvanden med samtaler om, hvad kristentro og kirke er i den tid, vi lever i.
Både børn og voksne elsker denne afslutning.
Jeg har gjort det sådan, siden jeg for 25 år siden døbte den første konfirmand.
Jeg tænkte:” Hvordan kan man fortælle, at man er blevet døbt?”” Det kan man, hvis man kan fortælle, at det var en fest, i hvert fald en SLAGS fest”.
Netop den festlige afslutning som ikke føles spor fremmed, men som understreger dåbens karakter af forpligtethed på fællesskab og ligeværd, tror jeg har bidraget til, at jeg har så mange unge, der forsøger sig med at gå til præst, for at finde ud af, hvad de kan og tør tro.
