Mål
At beskæftige sig med jalousi
Forløb
"Urhistorien" er en tegneserie af Peter Madsen - klik her og er en gendigtning af de første 11 kapitler i Bibelen. Den handler om verdens skabelse og de allerførste mennesker. Om liv og død, godt og ondt, kærlighed og had, og om tro og tvivl.
Her er en opgave til fortællingen om Kain og Abel. Der er også opgaver til de øvrige kapitler her på hjemmesiden.
- Alle konfirmander får et eksemplar af "Urhistorien", som de læser med i, imens præsten læser fortællingen om Kain og Abel højt.
- Bed nu konfirmanderne om at overveje med sig selv, om der var et billede eller et udsagn, der sagde dem noget særligt, eller som fik dem til at stoppe op? Var der noget, der provokerede, undrede, bevægede dem?
- Læg følgende sedler ud på gulvet - klik her og bed konfirmanderne stille sig ved den følelse, de mener Kain har. Lad dem argumentere for den følelse, de har valgt.
- Tal med konfirmanderne om, at følelser er følelser, og de er hverken rigtige eller forkerte - de er bare, og vi har dem alle sammen i os, nogle er svære, og nogle er nemme at være i. De svære følelser kan få os til at gøre dumme ting, og det er ikke godt.
- Slå igen op i "Urhistorien" og se på det nederste billede på side 57, hvor Gud sætter et mærke på Kain. Spørg konfirmanderne, hvad de tror, mærket betyder for Kain, og hvorfor Gud sætter det på ham. Gad vide, hvorfor det er et kors?
- Fortæl konfirmanderne, hvordan du selv forstår mærket, evt. at Gud er med Kain alle dage, selv om hans liv ikke bliver let.
Arbejdsmetode
Fortælling og refleksion.
Tekster
1.Mos. 4,1-17
Forberedelse
Hav bøger parat
Print følelser
Varighed
20 min.