Konfirmander og nadver

Nadver i konfirmationsforberedelsen

Nadveren er i centrum af elementær kristendom. Den er et sakramente. Den er et bærende element i den kristne gudstjeneste. Den er et konfirmandhit. Samtidig er nadveren på mange måder undervisningsmæssigt mere oplagt til at formidle elementær kristendom til konfirmandmålgruppen end dåben. Den er pædagogisk meget lettere at bruge. Den lader sig konkretisere og "gøre" i undervisningen og lader sig gentage. Den er som handling samtidig med konfirmanderne, mens dåben oftest ses af konfirmanderne i lyset af spædbarnedåb. Der er mange gode grunde til at opprioritere nadveren i konfirmationsforberedelsen.

Nadverens rituelle ”setting”
En kollega beskrev en undervisningssituation i konfirmationsforberedelsen – betegnet af ham selv som ”nadver”. Han havde ni drengekonfirmander på et hold fra et storby-forstads sogn med mange socialt udsatte. Drengene havde i større eller mindre grad alle opmærksomhedsforstyrrelser, nogle diagnosticerede med ADHD. Den første gang hang de i lysekroner og gardiner og gik på loftet. Der måtte gøres noget. Så han valgte at starte undervisningen næste gang omkring bordet, som var dækket. Han havde indkøbt laks og rejer og økologiske æg og andet godt. Han sad selv for enden af bordet med maden omkring sig. Hvad vil du have? spurgte han dem enkeltvis. ”En med laks. Godt!”. Så smurte han en mad med laks og rakte frem. ”En med æg og mayonnaise. Godt!”. Så smurte han og rakte til en anden, indtil de alle var mætte. Sådan blev det hver gang, og måltidet med de ni drenge blev fyldt af sammenhæng og glæde. Hvis Paulus var rejst videre fra korinther-menigheden til denne menighedssamling, er jeg overbevist om, at han ud fra 1 Kor 11 ville have sagt: Jeg har kun grund til at rose jer. Sådan skal det være, når I mødes. Dette måltid er til Kristi ”ihukommelse”, at blive samtidig med ham og hinanden.

Måltidsfællesskab og nadver
I de første århundreder af kirkens historie eksisterede det symbolske nadvermåltid (eukaristien = tak) slet ikke ved siden af det mættende fællesmåltid (agapemåltidet, kærlighedsmåltidet). Men hvorfor kom nadveren til, sådan som vi kender den i dag, og viste sig nødvendig? Fordi den taknemmelige ”ihukommelse” kræver ”Kristus-narrativet”. Kristus-fortællingen med sit indhold og perspektiv ligger ganske vist gemt i det gode, inklusive måltidsfællesskab mellem mennesker. Men det er sat i ord og billede i nadveren i gudstjenesten med påmindelsen om ”at Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet….”. Her kommer både Gudsgaven i nadveren og menneskeopgaven til at stå uomgængelig klar: ”Tag det og spis det. Drik alle heraf. Gør dette til min ihukommelse”. Til gengæld kan den rituelle nadver i gudstjenesten aldrig blive den eneste måde, man kan holde sand nadver på "efter Kristi indstiftelse". Nadver hed f.eks. det daglige mættende aftensmåltid omkring bordet i huset eller på gården for nogle generationer siden.

Dåb og nadver
Luther og reformationen gjorde nadveren i gudstjenesten til konfirmationens begrundelse; nadveroplæring i konfirmationsforberedelsen var adgang til de voksnes nadverfællesskab. I dag er det dåben, der er konfirmationens begrundelse, mens nadveren er blevet reduceret til en lektion i undervisningsforløbet. Spørgsmålet er, om denne kraftige op- og nedprioritering er rigtig. Nadveren er fokuseret i Det Nye Testamente af Jesus selv som ét af de to steder, hvor det afgørende i kristendommen åbenlyst er og "sker". Der er to sakramenter. Når vi prioriterer det ene for det andet, er det os og ikke Jesus, der prioriterer.

Gud er altid større end de perspektiver, vi kan lægge på ham – nadverens mysterium
Teologi er troens grammatik. Den hjælper os til at nærme os troens indhold og betydning, men den udtømmer aldrig troens guddommelige mysterium. Det teologiske buzzword omkring nadveren er ”realpræsens”!!! dvs. Gud afstandsløst selvhengivende hos os – det er det, der gør nadvererfaring uerstattelig. Men vis mig den teologi, der kan gøre restløst regnskab for, hvordan Gud og Kristus kan være i et lille rundt brød og nogle dråber vin og gennem dem gøre sig til ét med os? Når der er flere "teologier" omkring nadveren, er det dybest set udtryk for teologisk redelighed. Hver for sig udfolder de bare ét centralt aspekt omkring nadver og kristendom. Til sammen gør de lyset over nadvermåltidet stærkere. Men det gælder fortsat: den, der maler rosen, maler ikke rosens duft.

Nadver – fællesmåltid og forsoningsmåltid
Jesus indbød syndere og uretfærdige til at spise sammen med sig (f.eks. Mark 2, 15-17, Luk 13,29 og Luk 19,1-10). Det er en rød tråd i evangelierne. Gud er ved bordet hos Zakæus nærværende som fællesskabsstiftende, afstandsovervindende og dermed tilgivende i de menneskers konkrete, syndige og skyldige verden. Jesus’ sidste måltidsfællesskab skærtorsdag aften med indstiftelsen af nadveren, direkte knyttet til hans efterfølgende død og opstandelse, forankrer Guds åbne bordfællesskab med syndige og fortabte mennesker uden for tid og rum; det er nu ikke bare et måltid i Kapernaum eller Jeriko eller Jerusalem eller med Zakæus eller Peter eller Johannes, men det er Guds-måltidet i verden – stedet, hvor Gud selvhengivende for alle overvinder al afstand og adskillelse fra ham – til gentagelse til den yderste dag (Matt 26,29). Når vi tager mod Jesus’ indbydelse til det bord, modtager brødet og vinen ”givet og udgydt af ham for os”, betyder det, at der nu altid er mere at sige om os, end vi kan sige os selv. Gud er der for os. Tilgivelse er et andet ord for det.

Der er altid meget mere at sige – nadverteologier
Det lader sig udfolde yderligere i en hel række ”nadverteologier”, der hver for sig kan være afsæt for undervisning:

1) Skabelsestanken – i nadveren styrker og mætter Gud os med livets gode gaver

2) Kropstanken - i nadveren bliver vi ét med Kristi legeme og går fra nadveren som Kristi legeme.

3) Den selvopofrende kærlighed – Kristus giver i kærlighed sig selv hen for mennesker og viser, at kærlighed handler om at give sig selv.

4) Fællesskab – både med Kristus og med menighed – og både her og hinsides

5) Måltidstanken – at dele måltid med hinanden og med Kristus og samtidig at få en tilskyndelse til at dele, hvad vi har, med dem, der ikke har.

6) Tilgivelse – at Gud som den handlende giver sig selv hen og overvinder alt, hvad der skiller mennesker fra ham.

7) Ihukommelsen – at vi igennem en kollektiv erindring af Jesu liv, død og opstandelse bliver samtidige med ham og med hinanden.

Nadver er mere end kakao og boller
Konfirmander elsker boller og kakao og måltider. Det giver altid point, når der bliver sat noget på bordet. Samtidig viser undersøgelser på det seneste, at fællesmåltidet i hjemmene igen er bragt i fokus som bærende for familiefællesskabet. Tilmed er konfirmationsfesten omfattet af et centralt fællesmåltid. Nadveren er konfirmationsforberedelsens centrale måltid, som er mere end kakao og boller.